Manneken Pis

Manneken Pis kom til Bogense i 1934 som en gave fra konsul Willum Fønss.

Hittebarn eller uægte barn?

Den fromme historie er, at konsulen var et hittebarn, som blev fundet forladt på færgen mellem Klakring og Bogense - og da ingen ville vedkende sig barnet, tog slagtermester Levinsohn det lille barn til sig og opdrog ham. Men historien er ikke helt sand... 

Willum Fønss blev født i København i 1869 som søn af Charlotte Emilie Levin og tjenestekarl Wilhelm Christiansen Fønss. De var ikke gift, og det var en stor skam for Charlotte Emilie - og dengang var det ualmindeligt svært at leve som enlig mor og give sit barn de bedste betingelser. Så den lille Willum blev sendt til Bogense allerede som spædbarn for at bo hos sin mormor og morfar, slagtermester Meyer Levinsohn.

Han fik en tryg barndom og gik i borgerskolen på Torvet i Bogense, blev udlært i isenkram og flyttede fra Bogense og ud i det store udland, kom senere tilbage til Danmark og fik succes som våbenhandler, åbnede isenkramforretninger og købte ejendomme i København. Han blev også udnævnt som græsk vicekonsul.

Gaver til Bogense

Willum Fønss var taknemmelig for sin lykkelige barndom i den by, der havde taget imod ham som en af sine egne. Han gav i begyndelsen af 1930'erne flere gaver til Bogense: Et springvand med guldæble, en fane til anlægget og et solur. Men i 1934 kom den gave, der skulle vise sig at blive den mest populære, og som stadig kan findes i Bogense: Nemlig en 60 cm høj kopi af Manneken Pis i Bruxelles.

Det var Willums datter baronesse Ellen Rosencrantz, der indviede Manneken Pis den 20. marts 1934 - hendes far var for syg til det. Men Willum nåede at se den lille figur, da han besøgte Bogense i sommeren 1934. Han var glad for den by, hvor han voksede op, for han ønskede også at se Bogense lige inden han døde. Hans sidste besøg i byen var i begyndelsen af maj 1935, og han døde den 25. maj 1935.

Hvorfor laver man monumenter for små tissende drenge?

Manneken Pis fra 1934 er blevet en gammel dreng, selvom han nu stadig er en barnerøv i modsætning til sin storebror i Bruxelles, der er fra 1619. Storebror er dog også kun 60 cm. Motivet med den tissende dreng er endnu ældre. Allerede i antikken findes der motiver af en puer mingens, som på latin betyder en tissende dreng. Motivet kan bl.a. ses på børns sakrofager. Det skulle antyde dels barnlig uskyld, men også gåpåmod, friskhed, virilitet - og en vis portion bramfrihed og flabethed.

Den lille tissende dreng blev populær igen i renæssancen, hvor den blev blandet sammen med putti-figurer - en lille tyk dreng, som ofte er portrætteret som en engel.

Du finder også en tissende dreng i Caritas-springvandet i København fra 1609.

Den lille tissende dreng vakte forargelse hos nogen, da han blev sat op i 1934, men han blev hurtigt populær, og i dag er han en hyggelig del af byen, som du endelig må hilse på, når du kommer til Bogense!