©  Foto:

Østruplund

En statelig herregård med enorm betydning for inddæmningerne ved Odense Fjord!

Østruplund er en smuk herregårdsbygning på Nordfyn.

Østruplund var en herregård under navnet Østrupgård. Den var hovedgården i landsbyen Østrup fra 1400-tallet og havde gode kornmarker.

Østrupgård har haft mange ejere, der har bygget flere hovedbygninger gennem årene. Herremanden Poul Skinkel byggede i midten af 1500-tallet en hovedbygning. Den blev erstattet i 1812 af trefløjet bindingsværk i en etage. 

Den nuværende hovedbygning er fra slutningen af 1800-tallet. Det er en smuk bygning i to etager og en høj kælder. Den er opført i røde sten med sort skifertag, og den er prydet af et ottekantet tårn i fire etager.

En af Østrupgårds ejere har haft enorm indflydelse på inddæmningerne ved Odense Fjord.

Elias Møller (født 1761) var husmandssøn og blev forvalter på Østrupgaard. Da ejeren døde, giftede han sig efter et par år med enken og blev dermed godsejer. Han købte jord op og fik i samarbejde med andre godsejere inddæmmet en lille vig ved Gerskov i 1809 og et område mellem Ølund og Lammesø i 1811. I 1818 fik Elias Møller inddæmmet Egense Fjord. Det var på det tidspunkt Danmarks største inddæmning på omkring 600 ha, og Elias Møller blev hædret med Landhusholdningsselskabets guldmedalje i 1820 og et besøg af Fyns Stifts guvernør, prins Christian Frederik.

Elias Møller lavede Østrupgård om til et stamhus, og det var ejet af Møller-slægten indtil 1921. 

Hovedbygningen blev solgt fra landbrugsmarkerne, og Østrupgård skiftede navn til Østruplund i 1941, da staten købte bygningen. Siden har Østruplund være institutionshjem, bl.a. for Mødrehjælpen.

I dag er Østruplund et botilbud for voksne med psykisk funktionsnedsættelse med dom eller adfærdsmæssige problemer.

Du må gerne besøge den fine park og hilse på dyrene, der bor i parken.