Kunstværk for Herregårdsruten Nordfyn
Et fyrtårn, et skib, Manneken, en rose og meget mere - kan du finde alle de fine symboler på Nordfyn i det flotte kunstværk for Herregårdsruten Nordfyn?
På muren på Tingstedet i Søndersø langs Herregårdsruten Nordfyn hænger der et skulpturelt relief i stærke gule og blå farver.
Relieffet forestiller en fugl med næb i to retninger, fordi man kan cykle begge veje. Og så gemmer fuglen på masser af figurer fra Nordfyn.
Øverst til venstre er der et bisonhoved, fordi Nordfyn er hjemsted for Europas største bisonfarm Ditlevsdal. Lige bag ved bisonhovedet ser du et gammelt træskib og til højre fyrtårnet ved Enebærodde. Under bisonhovedet kan du se Glavendrupstenen med Danmarks længste runeinskription. Til venstre for det kan du ane et mikroudsnit af Manneken Pis, som pisser med en stråle ned i bunden og laver en lille sø. Nederst til højre er der en rose som symbol på, at 90% af alle danske haveroser produceres lige uden for Bogense, hvor der afholdes Rosenfestival hvert år 1. weekend i august. Vandet og Fyns længste kystlinje har også sneget sig ind, og så skinner solen naturligvis fra en skyfri himmel.
Kan du se alle symbolerne?
Det er kunstner Per Buk, der har skabt relieffet som del af en serie på 10 kunstværker langs Herregårdsruten i alle de 10 fynske kommuner. Derfor er der tårne og slotsspir på toppen og cykelhjul med 10 eger for hver af de fynske kommuner. Måske kan du også ane et hjerte i hjulet? Det er symbolet for brandingen af Fyn - og så står det selvfølgelig også for kærligheden til vores dejlige ø.