
Kunst fra Nordfyn i Bogense Vandtårn
Se kunst fra Nordfyn, når Lis Bo Nielsen og Ida Stuhr Olsen udstiller i Bogense Vandtårn - og oplev Bogense fra toppen af vandtårnet!
Besøg Bogense Vandtårn og oplev 20 spændende værker fra 2 nordfynske billedkunstnere med hver deres kunstneriske udtryk.
Lis Bo Nielsen har malet i mange år og har modtaget undervisning fra den afdøde kunstmaler Knud Søgård. Farverne er en central drivkraft i hendes arbejde, hvor hun anvender brede penselstrøg og spartelteknikker for at skabe energi i sine malerier. Hun maler både abstrakt og naturalistisk og finder stor glæde og energi i selve maleprocessen.
⇒ Se mere om Lis Bo Nielsens kunst her
Ida Stuhr Olsen er en nyere kunstner, som stræber efter at skabe værker, der berører andre. Inspirationen udspringer af livets mangfoldighed, dets symbolske lag, de udfordrende øjeblikke og især det smukke og meningsfulde. Værkerne er en fusion af indre følelser og ydre påvirkninger fra naturen, dyrelivet, medmennesker og livets kontraster.
⇒ Se mere om Ida Stuhr Olsens kunst her
Tag med til fernisering
Alle er velkomne til åbningen af udstillingen i Bogense Vandtårn.
Ferniseringen finder sted skærtorsdag den 17. april kl. 13.00-15.00.
Kl. 13.15: Åbningstale v/ Dorte Schmidt, Erhverv, Kultur og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune.
Mød kunstnerne og se de spændende værker i spektakulære rammer.
Der serveres bobler og lidt sødt.
Se Bogense og Kattegat fra oven
Du får også muligheden for at se Bogense og Kattegat lidt fra oven. Du kan gå op af de mange trin i vandtårnets smalle trappe og gå ud på udsigtsplatformen. Herfra kan du nyde udsigten over den hyggelige gamle købstad og det glimtende hav med de mange små øer og Æbelø i baggrunden.
Bogense Vandtårn
Bogense Vandtårn blev indviet den 24. november 1910 i forbindelse med igangsætningen af byens vandværk.
Tårnet er 25 alen højt ( ca. 16 meter) og diameteren er 25 fod ( ca. 8 meter). Tårnet er tegnet af arkitekt Gundlach-Petersen og er en mindre udgave af vandtårnet i Fredericia opført 1909. Vandtårnets vandrør blev definitivt lukket i 1996, og i dag bliver tårnet brugt som udstillingssted - og når det er åbent, kan man også nyde den pragtfulde udsigt derfra.
⇒ Læs mere om Bogense Vandtårn
Praktisk information
Der er gratis adgang.
Udstillingen tilses af Turismens Venner og er arrangeret af VisitNordfyn.
Åbningstider
Den 17. april til 30. juni: Lørdag – søndag og helligdage kl. 11-16
Den 1. juli til 15. august: Onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 11-16
Den 16. august til 27. oktober: Lørdag og søndag kl. 11-16