Herregårdsruten på Nordfyn
Herregårdsruten strækker sig over 660 km cykelrute på hele Fyn - og på Nordfyn kan du følge to etaper af Herregårdsruten på i alt 105 km i det skønneste landskab forbi ikke mindre end 10 herregårde!
Herregårdsruten på Nordfyn består af to etaper, der går langs den smukke rute ved Odense Fjord og forbi Hasmark Strand, krydser den flade Slette, der engang var fjordbund, og kører i det idylliske fynske landskab og gennem Danmarks hyggeligste købstad Bogense og forbi den Gamle Havn langs kysten med udsigt til Kattegat.
På vejen kommer du forbi gamle gadekær, jættestuer og 10 nordfynske herregårde.
Herregårdsruten er skiltet hele vejen.
Der er opsat et kunstrelief på Tingstedet i Søndersø langs Herregårdsruten - slå et smut forbi og se det selv!
Herregårdsruten Middelfart-Bogense
➡ Kort over Middelfart-Bogense-etapen
Denne etape på Herregårdsruten er 40 km lang. Undervejs kører du i et smukt landskab med en fantastisk udsigt til Kattegat - udsigten ved Båring Vig er helt eventyrlig! Og fra Skåstrup Strand kører du langs stranden og det gamle kystdige, inden du kommer til Bogense Marina og Bogense Gl. Havn.
På denne etape kan du med små afstikkere komme forbi herregården Oregaard og Harridslevgaard Slot.
Herregårdsruten Bogense-Odense
➡ Kort over Bogense-Odense-etapen
Denne etape på Herregårdsruten er 65 km lang. På vejen kommer du gennem den hyggelige gamle købstad Bogense, forbi Fyns største naturgenopretning Gyldensteen Strand og forbi den gamle istidssø ved Dallund Slot og på den skønne rute langs Odense Fjord.
På etapen kommer du forbi mange herregårde: Gyldensteen Slot og Sandagergård tæt på Bogense (og herfra kan du tage en afstikker til Jerstrup Herregård), Nislevgaard og Ørritslevgaard tæt på Otterup og Hofmansgave ved Odense Fjord - hvor du også kan tage en afstikker til Østruplund, der ligger tæt på Klintebjerg Havn.