H. C. Andersen på Bogense Gl. Havn
På Bogense Gl. Havn kan du møde Danmarks bedste eventyrfortæller H. C. Andersen i skikkelse af en flot skulptur af kunstneren Jens Galschiøt - og det er ganske vist!
Figuren af H. C. Andersen sidder i dag og nyder udsigten over Bogense Havn og det lille torv med et tilfredst lille smil om munden, og det under man ham, for han har været så grueligt meget igennem.
Figuren blev skabt af kunstneren Jens Galschiøt til en stor vandskulptur Fortællerbrønden, hvor H. C. Andersen skulle sidde med fødderne i vand omgivet af 500 af sine eventyrfigurer. Skulpturen fik i begyndelsen masser af bevillinger i anledning af digterens 200 års jubilæum i 2005, og figuren af Andersen blev sat på Flakhaven i Odense foran Rådhuset. Men nu begynder historien at tage en fæl drejning. Odense Kommune kunne ikke finde et egnet sted at placere Fortællerbrønden, og med finanskrisen forsvandt al økonomisk støtte til projektet.
Derfor stod skulpturen af H. C. Andersen i flere år for sig selv på Flakhaven indtil den 8. oktober 2011, hvor figuren blev trukket på en vogn af seks sorte frieserheste gennem Odense og smidt ned i Odense Havn, ledsaget af kunstner Jens Galschiøt selv og skuespiller Vigga Bro klædt ud som bedemænd, et tromboneorkester og 4-5000 sortklædte begravelsesgæster.
H. C. Andersen blev genoprejst og trukket op af havnen til sin fødselsdag 2. april. Han var dog noget medtaget af frost og vand, så han blev smukkeseret en hel del, inden han kom på turné rundt i Danmark.
16. juli 2013 var turnéen slut, og H. C. Andersen blev købt af den daværende ejer af H. C. Andersen Golf i Bogense, Finn Gramvad, der fik ham til golfbanen i Bogense. I august 2022 flyttede H. C. Andersen til den Gamle Havn i Bogense foran kulturhuset Støberiet, og mon ikke han er glad for det? Han ser i hvert fald ud til at nyde havnelivet - og således fik eventyret alligevel en lykkelig slutning.
H.C. Andersens papirklip på Støberiet i Bogense
Det gamle støberi bag ved statuen af H.C. Andersen er i dag et kulturhus. På murene hænger forskellige illustrationer af H.C. Andersens fascinerende papirklip.
Har I lyst til en lille leg? Så kan I printe HCA-bingopladen og se om I kan finde alle motiver og få pladen fuld! Klik her og find bingo-pladen.
H. C. Andersen i Bogense
Faktisk har den rigtige H. C. Andersen selv stået her på havnen i Bogense, dengang det var den eneste havn i Bogense. Den 16. juli 1853 rejste han med dampskib fra Horsens til Bogense og derefter til Odense, og han har ligesom den nuværende skuptur kunnet se ud til den gamle toldbod og vejen op til kirken. Her har han kunnet mindes sin mormor Anne Sørensdatter, som boede på fattiggården i Bogense fra 1804 til sin død i 1825. Fattiggården lå i et par af de små huse ved Torvet tæt på kirken.
H. C. Andersens første udgivne eventyr i 1830 "Dødningen, et fyensk Folke-Eventyr", foregår faktisk "Omtrent en Miil fra Bogense i Nærheden af Elvedgaard", så måske har han fået idéer fra sin mormor eller mor?
Der er ikke meget uhygge ved skulpturen, men til gengæld kan man selv fortælle historier, og I kan sætte jer ved bænke og borde tæt på Andersen og få inspiration fra ham.