©  Foto:

Familietur til Flyvesandet

Tag familien med på ægte hyggetur til Fyns nordligste punkt ved Flyvesandet Strand med sand, vand, skov og eventyr!

  • Tag på en skøn tur til Flyvesandet, hvor der både er skov og strand og fugletårn
  • Smør madpakke og kør et smut forbi Egeby Frugtplantage for at få lækkerier med til maden
  • Gå et natureventyr og red dragen ved verdens ende
  • Slut turen med at køre forbi en eller flere af gårdbutikkerne og køb flere lækre varer med hjem

Pak en lækker madpakke og tag et tæppe, håndklæde og badetøj (afhængigt af vejr og sæson) med, inden turen går til Flyvesandet.

På vej derud kan I lige slå et smut forbi Egeby Frugtplantage og købe lækker æblemost eller cider eller kirsebær eller æbler eller pærer med, alt efter sæson og hvad I har mest lyst til – så får I verdens bedste madpakke og lidt hygge til om aftenen.

Flyvesandet er det eneste sted på Nordfyn med sandklitter, som navnet antyder. I dag vokser der strandplanter på de bløde sandklitter, der er dejlige at gå i. Nyd en gåtur på stierne og gå hen til fugletårnet, hvorfra I kan se den flotte udsigt over havet helt til Samsø og se hvor mange fugle I kan se ved naturreservatet ved Agernæs.

Tag på et ægte eventyr og hjælp troldkvinden Sigrid med at redde dragen ved verdens ende, som bliver jaget af skumle dragejægere. På turen kommer I rundt til forskellige poster på 1,5 km. I finder eventyret om Flyvesandet på den gratis app Natureventyr, som I kan downloade.

På stranden

Er vejret til det, så kan I nyde en skøn tur i vandet eller måske bare lige dyppe tæerne – det er en fin børnevenlig og lavvandet sandstrand der har det Blå Flag.

Her langs stranden kan I også finde vættelys og rav som det eneste sted på Nordfyn, så kig jer godt omkring i tang og sten, når I går tur på stranden.

Bred tæppet ud på stranden eller en af de bløde klitter i græsset og nyd madpakken.

Lækkerier med hjem

Når alle er dejligt trætte efter en god dag, så kan I lige køre forbi et par af gårdbutikkerne på vejen og købe lækkerier med hjem til aftensmaden. Bor I tæt på Hasmark, kommer I for eksempel lige forbi Egeby, Fjordvang og Poul Eriks Gårdbutik, og tæt på Otterup finder du Kærsgaard og Glade Grønsager. Hvis I tager turen tilbage til Bogense, kommer I til gengæld lige forbi Egeby og Grøntboden på Odensevej.

→ Se alle gårdbutikkerne her!

Praktiske oplysninger

Parkering

Der er en stor parkeringsplads på Flyvesandsvej 38, 5450 Otterup. Det er lige ved Flyvesandets spids. I kommer direkte til parkeringspladsen, når I kører op ad Flyvesandsvej.

Toilet

Der er offentligt tilgængeligt toilet ud for en plads i skovbrynet ud for stranden. Du kan se toilettets placering her på udinaturen.dk. Toilettet er åbent fra 1. april til 15. september.