Cykeltur: Flyvesands-ruten
Cykelruten er på 24 km i alt og fører dig ud til Flyvesandet ad ikke særligt trafikerede små veje. En lidt udfordrende rute med opstigning på 63 m og nedstigning på 65 m.
Du kommer forbi skøn natur på vej ud mod Fyns eneste strand med sandklitter, og du kommer også forbi både skov og søer ved Dalene og Rishave. Ruten går forbi flere af sommerhusområderne ved Tørresø og Fuglsang, så du kan roligt begive dig ud på turen fra sommerhuset. Der er mulighed for at hente lidt forsyninger til ruten ved Bårdesø Brugs og ved Egeby Frugtplantage, hvor du kan købe friske frugter i sæsonen og juice og æblemost.
På ruten passerer du to gange Einsidelsborg Pumpekanal, der blev anlagt som en del af arbejdet på at inddæmme Krogsbølle Fjord. Det var ejeren af det nuværende Egebjerggård, Joachim Godske lensgreve Moltke, som begyndte arbejdet på at inddæmme fjorden i 1781-82, og der blev foretaget mere arbejde på inddæmningen i løbet af 1800-tallet. Før den tid var fjorden meget større, og langs ruten cykler du faktisk på gammel fjordbund.
Du kommer også forbi Kørup Slot og den gamle landsby Roerslev, og du får et godt udkig over det ægte fynske landskab på din cykeltur.
Klik her og se kort over ruten!
Du kan både zoome ind og klikke for at se kortet på fuld skærm.