Rosenfestival 2022

Nordfyns Rosenfestival

Foto: Casper Hansen

Rosenfestivalen er Nordfyns største event med mere end 100.000 roser i kæmpe rosendekorationer og udsmykninger overalt i Bogense, udstillinger og masser af hygge!

Rosenfestivalen afholdes hvert år den 1. weekend i august, og Danmarks smukkeste købstad Bogense er udsmykket med mere end 100.000 roser. I 2024 finder Rosenfestivalen sted den 3. og 4. august. Hvert år er der kunstudstillinger, marked i bymidten med kunst, kunsthåndværk, haveboder på Sct. Annagade, og på Torvet er der Fødevaremarked med lækker mad fra bisonburgers til honning, is og kager fra lokale producenter.

- Se gallerier med billeder fra Rosenfestival!

Rosenudsmykning 2020

Foto:VisitNordfyn

Bogense - Nordfyns rosenby nr. 1

Hvorfor roser og Bogense? Her bor Danmarks største producent af haveroser, Grønløkke Planteskole, hvor man i flere generationer har haft tradition for at producere roser. I dag produceres hvert år mere end 1,2 millioner roser fordelt på mere end 1000 sorter.

Forholdene med de sandede jorde omkring Bogense er ganske enkelt optimale for en roses vækst. Omkring 90% af de danske haveroser produceres her. Bl.a. produceres roserne der bærer kongelige navne.

Jim Lyngvild døber Jim the Viking

Foto:VisitNordfyn

Rosenfestival fra 2007 til nu

Rosenfestivalen blev afholdt 1. gang i 2007, og den har udviklet sig med overvældende succes. Mange æresgæster har med tiden åbnet Rosenfestivalen, døbt en rose eller udstillet i Bogense Rådhus. I 2010 havde vi den store fornøjelse at kunne overrække den af Poulsen Roser forædlede rose ”Prinsesse Marie” til HKH Prinsesse Marie. I 2011 åbnede greveparret fra Egeskov Rosenfestivalen, og i 2013 åbnede Prinsesse Benedikte Nordfyns Rosenfestival. I 2019 havde vi den store fornøjelse, at Ghita Nørby var vores æresgæst. I 2016 udstillede Lasse Spangenberg kjoler og Bering House of Flowers udstillede smukke blomster-dekorationer. I 2018 udstillede Jesper Høvring kjoler, og Anette Heick uropførte Nordfyns Rosenvals, en gave fra Bent Fabricius Bjerre. I 2019 døbte designer og multikunstner Jim Lyngvild rosen "Jim the Viking" og udstillede specialdesignede kjoler.

I 2021 døbte komtesserne af Rosenborg Josephine, Camilla og Feodora den smukke rose "Komtessen af Rosenborg". I 2022 døbte Ulf Pilgaard en flot orangerød rose "Ulf Pilgaard", og Emmelie de Forest holdt en minikoncert i byen. I 2023 åbnede Ghita Nørby og Jim Lyngvild festivalen og døbte den rose, som de sammen har udviklet: Royal Viking.

Rosendåb i Bogense

I løbet af årene er der udviklet flere roser specielt i forbindelse med Rosenfestivalen, hvor de er blevet døbt. Se de kendte roser her - og klik på billedet for at se stor version! Roserne kan købes i planteskoler.

Nordfyns Rosenvals

Melodi komponeret af Bent Fabricius Bjerre, tekst af Keld Heick. Indspillet af Odense Symfoniorkester med sang af Anette Heick

Hvem har indviet Rosenfestivalen?

Flere kendte gæster har indviet Rosenfestivalen:

2023: Ghita Nørby og Jim Lyngvild og Kasper Wilton

2022 Ulf Pilgaard og Emmelie de Forest

2021 Komtesserne Josephine, Camilla og Feodora af Rosenborg

2019 Jim Lyngvild og Ghita Nørby

2018 Jens Werner – Designer Jesper Høvring og Annette Heick

2017 Stig Lauritsen og Birthe Kjær

2016 Bjarne Als, Bering House of Flowers og Designer Lasse Spangenberg

2015 Bent Fabricius-Bjerre

2014 Blomsterdekoratør Erik Bering

2013 H.K.H. Prinsesse Benedikte og Blomsterdekoratør Claus Dalby

2011 Grevinde Caroline Ahlefelt-Laurvig, Egeskov Slot

2010 H.K.H. Prinsesse Marie

2007 Lensgrevinde Victoria Bernstorff-Gyldensteen

HKH Prinsesse Marie med rosen

Foto:Rosenfestival

Bent Fabricius Bjerre til rosenfestival

Foto:Rosenfestival