Gyldensteen Slot
Gyldensteen Slot er et imponerende syn med en prægtig renæssancebygning og skønne omgivelser ved eng og skov.
Den Sorte Kløversti ved Bogense tager jer forbi gamle herregårde, skove og idylliske landsbyer i et flot landskab!
Den Sorte Kløversti i Bogense kan enten være en god cykeltur eller en lang vandretur for den øvede på 14,8 km. Ruten har både start og mål ved pylonen på det lille torv på Bogense Gl. Havn mellem Østre og Vestre Havnevej. Ruten er markeret af sorte Kløversti-skilte. Ruten bugter sig i bakke og dal, men byder ikke på stejle skrænter, og den maksimale stigning er på 5,1%.
Klik på kortet og zoom ind for at finde din rute.
Under kortet finder du inspiration og oplevelser på ruten.
Der er mange parkeringspladser på Bogense Marina.
Der er busrute mellem Odense og Bogense og Søndersø - kig efter rute 191 og 192. Du kan finde din tur på rejseplanen.dk
Hvis du vil til Bogense fra et andet sted på Nordfyn eller fra en nabokommune, er det muligt at bestille en flextur. Læs mere om flextur her.
Der er også flere cykelruter, der fører forbi Bogense. Se cykelruter her.
Den Sorte Kløversti ved Bogense fører gennem det smukkest landskab omkring købstaden og kaldes derfor landskabsruten.
Turen går fra havnen gennem den gamle købstad i Adelgade og langs bybækken - så husk at se efter de havørreder og oddere, der bor i bækken og får vandet til at sige plask!
Turen går gennem Fredskoven med de høje træer, der for nogles vedkommende er mere end 200 år gamle. Skoven blev plantet til i begyndelsen af 1800-tallet. Her kommer I forbi en naturlegeplads med crossfit-bane - og der er også et madpakkehus med plads til at nyde mad og drikke under tag?
På turen kommer I også forbi den gamle hovedgård Christianslund fra 1802. Gården blev solgt fra Harridslevgaard og ejet af flere generationer af Langkilde-familien i løbet af 1800-tallet. I år 1900 blev det købt af godset Gyldensteen og hørte til godset frem til 2009. I dag holder Bogense Golf Club til her, og hvis I har lyst, er der mulighed for at prøve kræfter med det ædle golfspil⛳
Ruten går langs den skønne Ålebæk og Ålebækengen med flot natur og forbi den smukke gamle herregårdsbygning Gyldensteen. Hovedbygningen blev opført i 1640 i renæssancestil af daværende ejer Gregers Krabbe og er blevet udvidet og ændret flere gange af senere ejere, men det er stadig en flot bygning. Gården blev omtalt første gang i 1409 under navnet Enggaard. I 1719 købte franskmanden Jean Henri Hugutean d'Odyck gården. Han havde opbygget en formue i finansverdenen, og da han i 1720 blev ophøjet i den danske adelsstand som greve, kaldt han sig selv og sit ny gods Gyldensteen - fordi han kunne gøre sten til guld. Godset har været i slægtens eje siden.
Turen går gennem de gamle skove og forbi de gamle, idylliske landsbyer ved Ny Sandager og Smidstrup og forbi de mange marker i landsbrugsområdet her. I kommer også gennem landsbyen Harritslev. Oprindeligt var Harritslev een by for alle dem, som arbejdede for godset Harritslevgaard, og der var huse for smedjen, landarbejderne og så videre. På ruten kan I også se Harridslevgaard Slot, der er en en flot renæssancebygning fra 1606. Slottet nævnes første gang i 1231, og det var et stort gods, der havde stor betydning for området.
På vej tilbage mod Bogense kommer I forbi en sjov naturlegeplads, hvor der er masser at prøve for børn og voksne - og så kan I også nyde en pause eller jeres medbragte mad i madpakkehuset her, inden turen går tilbage langs bybækken til Bogense Havn.
Bogenses mange cafeer og spisesteder byder på masser af muligheder for at få noget lækkert at spise og drikke, og der er også masser a butikker, hvor I kan købe lækre snacks med til turen. Der er bænke flere steder på ruten, og på havn og marina finder I borde og bænke, hvor I kan slå jer ned.