Blå forårsblomster ved den grønne kløversti og kærlighedsstien i Otterup

Hold i hånd-ruten - den Grønne Kløversti i Otterup

© VisitNordfyn
Foto: Nina Flintegaard

Den Grønne Kløversti i Otterup er en kort rute langs den gamle roebane mellem stationen og herregården - og langs den gamle kærlighedssti!

Den Grønne Kløversti i Otterup er en kort rute på 2,6 km. Ruten har både start og mål på Torvet i Otterup. Ruten er markeret af grønne Kløversti-skilte. Ruten går lidt op og ned i terrænet, og den maksimale stigning er på 5,9%.

Klik på kortet og zoom ind for at finde din rute.

Under kortet finder du inspiration og oplevelser på ruten.

Kort over den grønne kløverrute i Otterup

Sådan kommer du til den Grønne Kløversti

Der er parkeringspladser på Torvet og på Banevænget i Otterup ved den gamle jernbanestation.

Der er busrute mellem Otterup og Odense - kig efter rute 140. Du kan finde din tur på rejseplanen.dk

Hvis du vil til Otterup fra et andet sted på Nordfyn eller fra en nabokommune, er det muligt at bestille en flextur. Læs mere om flextur her.

Den Grønne Kløversti i Otterup kaldes også Hold-i-Hånd-ruten, fordi den går langs den gamle såkaldte kærlighedssti i Otterup. Det var efter sigende her, kærestepar førhen gik hånd i hånd. Måske også for at skjule sig lidt for forældrene og andre nysgerrige...

Nordfyenske Jernbane

Kærlighedsstien er reelt den meget mere prosaiske gamle roebane mellem den gamle jernbanestation på Jernbanegade og herregården Nislevgård. Derfor kommer I forbi den gamle station på vejen. Otterup var nemlig stationsby på Nordfyenske Jernbane, der eksisterede mellem 1882-1966. Ruten gik mellem Odense, Otterup og Bogense og gjorde Otterup til en meget større by. Mange af de huse, I går forbi, er bygget efter at jernbanen kom.

Den gamle Otterup Geværfabrik, som I kan se fra Jernbanegade, blev indregisteret i 1919 under navnet Schultz & Larsen, og fabrikken var kendt over hele verden for at levere rifler i verdensklasse. I dag er Otterup Geværfabrik et kulturhus.

Roebanen

Engang var stien mellem Damløkkevej og Nislevvej et tippevognsspor, hvor der blev fragtet roer fra herregården Nislevgård til jernbanestationen. Den 800 meter lange bane mellem stationen og godset blev anlagt i 1896, og det er et af de bedst bevarede roebanetracéer i Danmark.

Nislevgaard var oprindeligt en bondegård, der var ejet af Kronen, men i 1581 blev gården købt af Odenses borgmester Hans Mule og blev oprettet som herregård med adelsprivilegier. Den nuværende hovedbygning, som I kan se, er bygget i 1895. i 1925 blev godset opløst og udstykket til husmandsbrug.

Hygge på turen

Ruten fortsætter langs de grønne områder på Bryggerivej, og her kan I lige lave en enkelt afstikker, når I kommer til Otterup Andedam, hvor der er bænke og borde, så I kan nyde en lækker bid brød eller kaffe og kakao, mens I kigger på ænderne og svanerne i dammen. På vej tilbage mod målet på Torvet kommer i forbi flere spændende butikker, og på Torvet er der også borde og bænke og mulighed for at slappe lidt af.

Hvis I skal have lækre sandwiches eller snacks og drikkevarer med på turen, er dagligvarebutikkerne og cafeerne i Otterup tæt på Torvet.